Arkitekturen påvirker os – vi ser den, vi mærker den, vi bruger den. Vi forholder os til den bevidst eller ubevidst. Den gode arkitektur bidrager til vores livskvalitet.
Gentofte Kommune er karakteriseret ved, at mange bygninger er af høj kvalitet med fine detaljer, og at der er mange fine og velindrettede by- og landskabsrum i form af pladser, gader, parker, naturområder og kirkegårde. Det er et resultat af en bevidst holdning gennem tiden til arkitektur fra både private og offentlige bygherrer.
Beliggenheden ved skove, søer og kysten er blevet udnyttet både i planlægningen af byens struktur og i udformningen af bygninger og byrum.
Bygnings- og landskabsarkitekturen bidrager på væsentlig måde til, at Gentofte Kommune opleves at være attraktiv at bo, leve og arbejde i.
Nytænkning og bevaring af kvaliteterne
Mange nye byggerier og by- og landskabsrum opføres og udvikles i tråd med denne tradition. Samtidig er der tendenser i tiden, som udfordrer både bevaring af de arkitektoniske kvaliteter og udvikling af nyt.
En stor del af bygningsmassen i Gentofte har nået en alder, hvor fornyelse ofte bliver en aktuel overvejelse. Det gælder i forhold til vedligeholdelsesbehov, energiforbedring og boligkomfort. I nogle tilfælde fører det til ønske om nedrivning med henblik på at bygge nyt. Det kan medføre en ændring af et områdes karakter.
Måden vi bruger byens rum på ændrer sig. Der opstår behov for at tænke indretning af byens rum på nye måder og til nye aktiviteter. I de senere år er der sket en øget brug af forpladser og andre gadearealer til cafeaktiviteter og til fysisk udfoldelse.
Arkitekturpolitikken sætter rammerne for, hvordan de eksisterende kvaliteter og helheder kan bevares samtidigt med, at der gives plads til udvikling og individuelle behov. Arkitekturpolitikken beskriver hvilke hensyn, der bør tages, når der renoveres eller bygges nyt.
En fælles forståelse
Arkitektur er et fælles anliggende. Vi er alle sammen brugere af bygninger, byrum og landskabsrum. Som bygherrer skaber vi rammen om vores eget liv og påvirker samtidigt helheden og naboernes liv.
Det er derfor et væsentligt element i arkitekturpolitikken at lægge op til formidling, forståelse og drøftelse af arkitektur.
- Arkitekturen i Gentofte viser respekt for kulturarven og mod til fornyelse.
- Vi skaber med omtanke - sammen. Med kvalitet, for livskvalitet.
- Det sker med øje for den enkeltes ønsker og den grønne kommune.
Emnerne, der omhandler den omfattende kulturarv, arkitektonisk kvalitet og mulighederne for at påvirke arkitekturen, er beskrevet under Udgangspunktet er unikt, Vi mener noget med arkitekturen og Vær med på arkitekturen.