Vi efterspørger arkitektonisk kvalitet og respekterer arkitektonisk faglighed
Arkitektonisk kvalitet spiller en stor rolle for oplevelsen af de fysiske omgivelser. Der er tale om arkitektonisk kvalitet, når det kunstneriske og det funktionelle går op i en højere enhed, når materialer, konstruktion, form og rum med omhyggelighed kombineres til en æstetisk og sammenhængende helhed.
Arkitektonisk kvalitet er ikke et statisk begreb, men må vurderes i forhold til sin tid og sine præmisser.
Høj kvalitet er i stor grad et resultat af visioner og kreativitet og ikke blot et spørgsmål om økonomi.
Livskvalitet fremmes ved mangfoldighed, flerfunktionalitet og universelt design
By- og landskabsrum skal udvikles med blik for mangfoldighed og flerfunktionalitet og indrettes til mennesker med forskellige aldre, interesser og funktionsniveau. Det fremmer samvær og livskvalitet. Det byggede miljø skal ved sin indretning og variation af tilbud skabe møder på tværs af generationer og livsformer.
Vi skal over tid være parat til ændre bygninger og byrum, så de er tilpasset de aktuelle behov.
Når vi renoverer eller bygger nyt offentligt byggeri, vil vi gøre det tilgængeligt og anvendeligt for alle ved at indpasse faciliteter og funktioner, således at der i mødet med andre opstår mere værdi for den enkelte.
Private bygherrer kan med fordel medtænke universelt design, således at der tages højde for, at mennesker er forskellige, og så der er mulighed for at kunne blive i eget hjem længst muligt - uanset funktionsniveau og pladsbehov.
"Universelt Design er design af produkter og miljøer, der kan bruges af alle mennesker, i størst muligt omfang uden behov for tilpasning eller specialdesign."
God arkitektur er bæredygtig
Bæredygtighedsbegrebet spænder vidt indenfor miljømæssige, økonomiske og sociale forhold. I Arkitektur i Gentofte har vi særlig fokus på byggeriets livscyklus, herunder ressourceforbrug og genanvendelse, hvor arkitektonisk kvalitet og deraf lang levetid er essentielle bæredygtighedsparametre.
Bygninger, bebyggelser og grønne områder, der er smukke, robuste og oplevelsesrige, vil naturligt eksistere længere. Arkitekturen skal derfor være af så høj kvalitet, at den er værd at bevare for eftertiden.
Plakatsøjle designet til Gentofte Kommune af Knud V. Engelhardt i 1923. Udformningen er udtryk for omtanke på funktionaliteten. Et eksempel på dette er, at plakatsøjlens afrundede fod ikke inviterer hanhunde til at lette ben her.