Vi vil bevare og udvikle byens grønne karakter
Gentofte er kendetegnet ved at have værdifulde grønne rammer, eksempelvis de historiske parker, moseområderne og de gamle fuldkronede træer i villahaverne. De store friarealer, kirkegårdenes anlæg, alléerne, hækkene i villaområderne og det enkelte træ på vejhjørnet bidrager til byens grønne struktur. Gentoftes grønne struktur er det ”kit”, der får byen til at fremstå som en helhed, der antyder dens historie, lagrer vores minder, renser luften og giver ly og næring til byens fauna.
De grønne områders kvaliteter skal beskyttes og udvikles, såvel de landskabsarkitektoniske som de natur- og klimamæssige. Udvikling kan ske med nye attraktive, grønne anlæg og elementer med høj brugsværdi og bundet sammen af grønne forbindelser.
Hellerup Strandpark er udformet af G.N. Brandt i 1912-18. Den er formodentlig Danmarks første park, som bevidst er anlagt ud fra funktionalismens ideer og tanker. Rosenhaven og Staudehaven, som ses på ovenstående billede, udgør de egentlige haveelementer i Hellerup Strandpark.